Råderet

Se film om råderet og blive klogere

 

Hvad betyder principiel fri råderet?

Principiel fri råderet betyder, at du som beboer kan udføre vedligeholdelse, fornyelse og forbedring i din bolig efter eget ønske. Den giver dig således næsten ubegrænsede muligheder med hensyn til investering i din bolig, men for at få mest muligt ud af ordningen er der nogle helt generelle retningslinier, du skal overholde.

Alt arbejde skal udføres håndværksmæssigt korrekt. Det vil sige, at fornyelse og forbedringer skal ligge inden for fornuftige tekniske rammer, og ikke må forårsage skade på boligen eller bygningerne.

Samtidig skal love og regler samt eventuelle krav, der er stillet af afdelingen til kvaliteten for det udførte arbejde, naturligvis overholdes. For eksempel kræves det ved udførelse af visse arbejder, at de kun må udføres af autoriserede håndværkere.

Råderetsvejledningerne er ment som en hjælp og støtte, når du vedligeholder, fornyer eller forbedrer din bolig. Husker du de få retningslinier, ligger der masser af spændende muligheder og venter på dig og din bolig.

Ønsker du at udføre arbejder, der ikke er beskrevet i vejledningerne, kan du på ejendomskontoret få oplyst, om der er specielle krav til udførelsen.

Hvem skal nu betale?
Hvis du ønsker at foretage almindelig vedligeholdelse af lofter, vægge, træværk og gulve kan du få godtgjort dine udgifter fra lejlighedens vedligeholdelseskonto.

Hvis du ønsker at foretage fornyelse eller forbedringer, skal du anmelde arbejdet skriftligt til ejendomskontoret  inden du går i gang.

Du vil så efterfølgende få en bekræftelse, hvor du får oplyst, om det påtænkte arbejde kræver offentlig myndighedsbehandling, om der er særlige lovkrav, og om der i din afdeling stilles særlige kvalitetskrav, der skal overholdes. Efter du har modtaget bekræftelsen, kan du påbegynde arbejdet.

Når arbejdet er udført og godkendt, skal du ikke betale for retablering, hvis du fraflytter. Faktisk har du ret til at modtage godtgørelse for forbedringer i din bolig, når du flytter, og nogle afdelinger yder endda tilskud til renovering af foreksempel badeværelse og køkken.

Husk, i din egen interesse, at anmelde arbejdet til ejendomskontoret inden du går i gang, så arbejdet bliver udført korrekt og ikke senere skal ændres.

Hvis du undlader at anmelde fornyelser og forbedringer, og arbejdet ikke opfylder eventuelle myndighedskrav, særlige lovkrav eller afdelingens kvalitetskrav vil du komme til at betale for retablering ved fraflytning.

Er der særlige forhold ved min bolig, jeg bør kende til?
AKB har opført boliger siden 1913, og der er derfor meget forskellige forhold i de enkelte boliger, alt efter om du bor i et nyere eller ældre byggeri.

I det nyere byggeri er der udarbejdet særlige beboervejledninger med oplysninger om, hvordan man vedligeholder og rengør de materialer, der er brugt her. Har din boligafdeling sådanne særlige vejledninger, skal du naturligvis først og fremmest følge disse, og bruge råderetsvejledningerne som et supplement.

Hvis du ønsker mere uddybende beskrivelser på vedligeholdelse, renovering m.v. kan du henvende dig på ejendomskontoret, hvor vi vil være behjælpelige med råd og vejledning.

Læs mere om råderetten på BLs hjemmeside her